Torsdag 9. januar kl. 19.30 slår Kulturstafetten og Den Kreative Skole endnu engang dørene op til et brag af en Nytårskoncert på Toftebjerg – Them Bibliotek & Medborgerhus.

Aftenen starter traditionen tro med velkomst i den nytårspyntede sal ved toastmaster Søren Kr. Frydenlund-Vad og fællessangen ”Vær velkommen Herrens år”.

Derefter vil du opleve et stærkt og alsidigt program med lokale sangere og musikere fra Them området, strækkende sig fra Vrads, Bryrup og til Ry.
Vi lægger blidt ud med Savannah Overgaard der synger ”Over byen” (Noah) og ”Empire State of Mind” (Alicia Keys). Derefter synger det rytmiske kor Ontime fra Vrads smukke smægtende sange.

Så springer vi til en anden genre, hvor Schou & Nø fra Ry spiller irsk musik og får taget til at lette med iørefaldende sange og melodier.                                                          

Inden pausen kan vi glæde os til at høre MLP, som er et up-coming band fra Them der bl.a. spiller egne numre med et twist af country. Magnus Lasse Petersen akkompagneres af Peter Hasselmann på guitar og Lars Peter Petersen på piano.

Efter pausen kan vi nyde koret Local Vocal dirigeret af Ingeborg Haubjerg.

Og som afsluttende brag vil det 25 års jubilerende Oldboys Bigband ved Hans Holm spille swingende jazz og fængende populære melodier.

Afslutningsvis ønsker vi hinanden et godt nytår med fællessangen ”Nu vender solen tilbage” (Kis og Hans Holm).

Billetter til 85 kr/stk kan købes på biblioteket og her …….. (link følger).

Husk at du inden nytårskoncerten kan spise i husets café, som denne aften serverer nytårstapas! En herlig tallerken fyldt med lækre småretter med stor smag og hertil knasende lækkert brød. Pris: 75,- ekskl. drikkevarer. Bordbestilling er nødvendig og kan gøres på toftebjerg@silkeborgbib.dk eller på 8722 1980.