NY DATO: Torsdag 25. marts 2021 har OLD  BOYS’erne været  OLD BOYS’er i 25 år!

Og bandet må erkende, at der er gået 25 år, siden de leverede deres første optræden på Medborgerhuset i Them i 1995.

Hans Holm siger: “Dåbsattesten fortæller, at vi alle er blevet 25 år ældre – allerede! Men når vi går på scenen og spiller her i 2020, så er vi alle 25 indvendig. Og vi glæder os – hver gang – til at møde publikum, hvad enten det er på Toftebjerg, Riverboat Jazz Festival eller til en kongres for virksomheder“.

De 25 år fejres i samarbejde med Kulturstafetten, med en jubilæumskoncert på Toftebjerg. I løbet af aftenen spiller orkestret gode gamle numre, samt en række nyarrangerede numre.

Om Old Boys Big Band:

Old Boys Big Band blev oprettet i 1995, fordi nogle musiklærere på Them Musikskole var utilfredse med, at de ikke kunne spille jazz i et orkester. Samme år var der oprettet et ungdomsband med navnet ’Begge Big Band’. Og hvad gjorde den stakkels musikskoleleder, Hans Holm så?

Jo, han satte gang i et ’voksen’ orkester med 15 medlemmer, som naturligvis kom til at hedde Old Boys Big Band! De 9 af disse ’begyndere’ sidder stadig i bandet. Og orkestret har udviklet sig lige siden.

Således er der i dag 30 medlemmer, hvor der – udover sax’erne, trompeterne, trombonerne og rytmegruppen – er seks sangere, der kan opleves i mange forskellige konstellationer: tre-stemmige piger (Andrews Singers), tre-stemmige drenge (Mills Brothers), (ene)solister, to- fire- fem- og seks-stemmige grupper (Manhattan Transfers) samt egen lydmand.

Hans Holm fortæller: ”Vores repertoire har alle årene været præget af kendte melodier fra ’Den Store Amerikanske Songbook’, og vi har bl.a. vores egen Frank Sinatra, Elvis, Stevie Wonder, ABBA, Bobo Moreno, Michael Bublé, Count Basie, Duke Ellington og alle ’de andre’ på scenen, når vi spiller!

Da det kniber med nedskrevne numre til et Big Band af vores type, bl.a. på grund af de mange sangere, har jeg måttet gå i blækhuset og skrive de fleste af vores arrangementer selv. I dag består mere end 95% af vores repertoire af numre, som jeg selv har arrangeret – og jeg elsker at skrive til bandet”.

Husk at du inden koncerten kan spise i husets café. Bordbestilling er nødvendig, og kan gøres på toftebjerg@silkeborgbib.dk eller på 87221980.

Billetpris: 85 kr. (inkl. gebyr).
Vær sikker på at få plads. Køb billetten før din nabo på billetten.dk eller på Toftebjerg i den betjente åbningstid. Vi ses i jubilæumshumør torsdag 25. marts 2021, kl. 19:30.